Men den der fagkundskab har Patrik Fernlund ifølge hans mangeårige læremester, travtræner Jörgen Westholm ikke altid haft. Patrik Fernlund startede som medarbejder ved Bet365 og havde succes med spil, men alligevel kunne Westholm dengang pille ham ned fra piedestalen: ”Du ved ikke en skid om trav”. Det har Patrik så fået siden, mener Westholm. For den unge gut tog udfordringen op, da Westholm inviterede ham til at arbejde på sit træningscenter. I de sidste mange år  deltog Patrik i hurtig-arbejderne to gange om ugen og varetog Team Westholms kundekontakt. I dag har han og samboen Jasmine Ising træningskvarter på Julmyra. I lørdags betog Green Mamba fra parrets træningskvarter alle og enhver ved en besnærende V75-sejr.

 

Tipsekspert, travnørd, travtræner, skærmtrold – kært barn har mange titler, men hans grundnavn er: PATRIK FERNLUND

 

De fleste danske traventusiaster er nok bekendt med Patrik Fernlund. De ser ham næsten daglig i tv-ruden, hvor han som ekspert for ATG guider seerne i forhold til de mange svenske løb, som Sport Live transmitterer. Men han dyrker også håndværket selv. De sidste mange år har han været ansat hos Jörgen Westholm i Sala. Her arbejdede også Jasmine Ising som skötere, og de to fandt sammen, og nu har Jasmine og Patrik nedsat sig som trænere på Julmyra Horse Center, hvilket også er beliggende i området omkring Sala og Uppsala. På Julmyra arbejder parret hårdt og intenst med staldens heste, medmindre Patrik da ikke lige fyrer den af som skærmtrold, forstås. Så må Jasmine selv tage hånd om staldens heste.

 

Da Patrik var hos Jørgen Westholm, trænede han mange gange heste på Jørgen Westholms berømte overdækkede træningsbane

Vi overlader til manden selv, Patrik Fernlund, at fortælle sit lille eventyr:

”Jeg har været hos Team Westholm i næsten syv år, men det var i 2015, jeg begyndte at arbejde her to gange om ugen, på mandage og fredage.

Men vi tager det fra begyndelsen. Mit navn er Patrik Fernlund. Jeg er født i 1988 i Borlänge. I mine første ti leveår var trav det absolut værste, jeg vidste. Hver lørdag, når det var tipslørdag på TV4, kiggede jeg fodbold, og så snart fodboldpausen blev fyldt ud med hestevæddeløb, startede en verdenskrig hjemme mellem mig og min far Bengt. Man kan sige, at jeg var nødt til at acceptere hestevæddeløbene – og på det tidspunkt havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at trav og heste ville blive en stor del af mit liv et par år senere.

Da jeg var omkring 13-14 år, fik jeg mit første sommerjob. Jeg skulle vaske op og lave mad på Rättviks stald-café, hvor min mor var ansvarlig. Allerede dér stødte jeg på Jörgen Westholm, men det har han ingen gode minder fra. Hver gang han skulle købe hamburgere, ja –  så var kokken borte. Hvorfor? Det var vel ikke så mærkeligt.  “Grønspætten” – kælenavn for Jörgen Westholm-  skulle altid købe mad midt under løbene, og jeg følte mig jo tvunget til at gå ud for at overvære løbene, for en eller anden fin hest, jeg havde kigget ud, kunne jo faktisk gå hen at vinde…

En travinteresse spredte sig mere og mere i mig, og da det blev mig tilladt at gøre mit første spil som 15 år gammel – det var en Dagens Dobbel lige på og hårdt – så sad den dér, og den gav 80 gange pengene tilbage. Så var jeg hooked. Siden da har jeg været meget interesseret og nysgerrig og i september 2007 fik jeg ved tilfældets hjælp et job på Mini Media (som producerer websitet ’Trav365’). Jeg var færdig med skolen, søgte arbejde og “tog en grov”, som man siger, altså jeg sendte en masse-mail til ti forskellige travredaktioner, selvom jeg havde nul meriter at henvise til, idet jeg i gymnasiet havde taget idrætslinjen, fordi jeg var ganske hæderlig i udendørs bandy.

Lasse Östling, et lille idol for mig, tog kontakt til mig, og på Mini Medier/Trav365 blev jeg hyret som redaktør for fem år, og jeg fik udviklet siden til, som jeg ser det, den bedste svenske travhjemmeside (det var ikke så svært dengang). Jeg havde også flere andre opgaver på Mini Media – blandt andet var jeg ansvarlig for den svenske avis Svenska Dagbladets V75-tips et år, og vi vandt pressens V75-liga det år i kamp med snesevis af andre aviser og tidsskrifter.

Det var på Trav365 at jeg for alvor kom i kontakt med Jörgen Westholm, og efter et interview, jeg lavede med ham om Super Light, bortdømte han mig aldeles, men ville alligevel godt give mig chancen for at komme ud til ham med mulighed for reelt at opleve, hvad travsport egentlig gik ud på. Forbitret som jeg blev, ville jeg vise ham, at jeg godt kunne køre en hest. Mange husker måske den artikel, jeg fik lavet fra den overdækkede ligeud-bane hos Jörgen, hvor jeg kørte det sidste finslibende job med hesten Hot Pot inden en V75-start.

Det var  den første gang, jeg besøgte Westholms træningscenter i Karlsro, og efter det besøg har jeg kørt der mindst én gang om ugen. Men alle eventyr har en ende, og de sidste par år har jeg stået på egne ben og kørt min egen virksomhed (Fernlunds Travservice), hvor jeg gør alt lige fra at levere travtips til at træne hest.

Jeg arbejdede de sidste fire år  hos Jörgen to gange om ugen med hurtigarbejder, kontakt med hesteejere, kundepleje, happenings og meget mere. Det fungerede godt – og jeg tænker stort set ligesom Jörgen: ’Hesteejeren har altid ret’ – og du som er hesteejer skal altid føle dig VIP-serviceret og meget velkommen hos os. Vi var et godt team, hvis kendetegn var parolen ’Det rör på sig’ (dansk: ’Her sker der noget’). Har vi en udfordring, så fixer vi det!

Som du kan se – jeg gik fra travhader til total nørd på 14 år. Det er en tur, som jeg virkelig ikke fortryder. Jeg har taget amatørlicens, og jeg har kørt mere end tyve løb og vundet et par gange. Jeg og min kæreste, Jasmine Ising har sammen med nogle venner investeret i travheste, som vi snart forventer at få glæde af på travbanerne. Og ikke mindst er vi nu startet med eget træningskvarter på Julmyra.

Spørger du mig om min favoritkusk, så svarer jeg: Oskar J Andersson er ret hvas, men Örjan Kihlström er bedre. Indtil  nu i hvert fald. Men det kan snart blive omvendt.”

 

Travtræneren Oskar J. Andersson, der ses her, var kollega med Patrik hos Westholm, og Patrik anser Oskar J som et emne til at blive fremtidens Ôrjan Kihlström.

 

 

Patrik (th) på arbejde i TV som travekspert

 

Tekst: Allan Loft

Foto: Kjeld Mikkelsen