Om en særlig hvid hest. Var den overmalet? Var den albino? Var den sjællænder eller fransk? Havde den sparket Kongen af?
Nu er vi netop rutsjet ind i tyverne. Og Ikke overraskende er vi startet med 2020. Et sandt jubilæumsår – hør blot: 75-året for 2. verdenskrigs afslutning, 80-året for Dronning Margrethes første lille royale babyvræl, 100-året for Sønderjyllands indlemmelse i Danmark efter 56 år i eksil.
Det sidste også kendt som Genforeningen, og det vil man komme til at høre om i tide og utide her i 2020.
Da en hest spillede en ikke uvigtig rolle ved markeringen af Sønderjyllands genforening med resten af Danmark i 1920, så lad os da bare tage hul på al det her genforeningshalløj og i det her regi dvæle ved historien om hesten.
Den blev i 1921 begravet i Visborg nogle få kilometer nord for den østjyske by Hadsund.
På gravstenen står ”Jeg kongen bar over grænsen hen, da Sønderjylland blev dansk igen.”
Altså, vi taler om den hvide hest, som den daværende Kong Chr. X red over den gamle grænse ved Kongeåen på for at markere, at det Sønderjylland, han red ind i, nu atter var under dansk herredømme.
Kong Chr. X på ryggen af Malgré Tout 10. juli 1920
Den hvide hest blev angiveligt købt i Frankrig af greveparret Danneskjold-Samsøe på Visborggaard. Grevinden gav den navnet Malgré Tout, der betyder “trods alt”.
Året efter det historiske ridt blev hesten syg og måtte aflives.
Før hesten blev begravet, blev alle dens hove skåret af, og de blev konserveret, beskoet og omdannet til en art bægre. Den forhov, som først trådte over grænsen til Sønderjylland, blev monteret med forgyldte beslag og skænket til kongen, der anbragte denne på sit skrivebord som holder for sine fyldepenne, og den kan den dag i dag ses på Amalienborg.
Den forgyldte hov fra Malgré Tout. Foto venligst stillet til rådighed af Kongernes Samling, Amalienborg. Fotograf Kit Weis
De øvrige tre hove blev monteret med forsølvede beslag og forblev i slægten Danneskjold-Samsøes eje og udgjorde en slags fornemme askebægre. På alle de fire konserverede hove blev indgraveret rimet fra mindestenen:: “Jeg Kongen bar over Grænsen hen, da Sønderjylland blev dansk igen”
Mindestenen for Malgré Tout – den hvide hest der i 1920 bar Kong Chr. X over den gamle grænse for at markere Sønderjyllands tilbagevenden til dansk territorium
Hvidkalkning
Chr. X’s søn, Arveprins Knud, deltog i ridtet over den gamle grænse, og det var ham, der – uforvarende og uintenderet, må vi tro – startede en sejlivet myte om den hvide hest Malgré Tout. Arveprins Knud fortalte, at han var blevet hvid af kalk på tøjet, da han kom i berøring med kongens hest, og så gik historien om, at hesten slet ikke var hvid, men var blevet kalket inden begivenheden.
Imidlertid var den her hest hvid. Hvid som sne fra mulen og til halen. Staldmanden fortalte efterfølgende, at han inden ridtet havde børstet hesten med pibeler for at fjerne snavs og skjolder af urin, og at det måtte være rester fra den behandling, som Arveprins Knud havde fået på tøjet. Myten om, at hesten var blevet kalket, var dog svær at mane i jorden.
Fake news og konspirationsteorier trivedes dengang som nu. En af grundene til, at myten var og er så sejlivet, skulle være, at man ville få en gammel spådom, fremsat af den synske Aabenraa-kvinde Jomfru Fanny (1805-1881), til at gå i opfyldelse. Jomfru Fanny havde i et syn set en konge komme ridende ind i landsdelen på en hvid hest, når Sønderjylland ikke længere var tysk.
Der opstod diskussion blandt de lærde
Er der så hold i myten om den malede hest? Det kommer an på, hvordan man ser det. De sagkyndige godtgjorde, at hesten var hvid, og ikke nok med det – den var albino, sagde de. Albinoer kan imidlertid komme til at fremstå med et lyserødt skær, og for at fremhæve hestens ægte farve fik man den smurt ind i rensevæske. Da prins Knud havde ramt sin fars hest, var det derfor ikke maling, der smittede af, men rensevæske. Er det snyd? Måske, måske ikke! Tankevækkende er det imidlertid, at den ridende konge, der modtages af sønderjyderne, blev så stærkt et billede, at episoden står med et nærmest mytologisk skær i dansk historie. Mon en smule rensevæske mindre havde lavet om på det?
Men den her måde at anskue det med hesten og malingen på, den blev genstand for en diskussion blandt videnskabsfolk på videnskab.dk. Og nu bliver det hele lidt nørdet, men det har – trods alt – stadig noget med hestekundskab at gøre. Så vi fortsætter med at bore os ned i det.
På Aarhus Universitets website danmarkshistorie.dk skriver historiker Jens Lei Wendel-Hansen:
”Om hvide heste generelt – og om Malgré Tout
De oplysninger, jeg hidtil har lænet mig op ad, var primært fundet i Uffe Barsballe Thyssens artikel “Christian X og den hvide hest” i antologien 19 myter i Sønderjyllands historie. Heri hævdes bl.a., at hesten var albino. Denne opfattelse slår også Heidi Pfeffer til lyd for på bagsiden af Siden Saxo, nr.3, 2000. På videnskab.dk reagerede Tine Andersen d. 15. august 2010 på dette med den kommentar, at heste ikke kan være albinoer. Min hippologiske viden kan ligge på et frimærke, hvorfor jeg gerne træder til side og beklager denne fejl – altså kan hesten ikke have været albino, da en sådan ikke findes.
Dette giver imidlertid et problem i forhold til begrundelsen for hvidtningen. Her hævder Uffe Barsballe Thyssen, at albinoer kan fremstå med et lyserødt skær, mens Heidi Pfeffer henviser til gullige misfarvninger, hvilket også forbindes med det, at hesten skulle være albino. Hvis hesten ikke var albino, må det skær eller de misfarvninger, hesten havde, altså skyldes noget andet. I den forbindelse har museumsinspektør Lise Andersen fra Nordjyllands Historiske Museum i Hadsund oplyst, at der var tale om gullige misfarvninger på bugen fra urin og vådt halm. Stig Nielsen, der er barnebarn til den kusk på Visborggaard, der havde ansvaret for hesten, har ligeledes holdt på, at gullige misfarvninger fra urin normalt forekommer på hvide heste, hvorfor dette er en del af forklaringen. Men han mener, at begrundelsen for den konkrete hvidtning er, at hesten netop havde været ude at røre sig inden rideturen, og at den svedige hest havde taget farve fra det røde dækken, og derfor måtte hesten altså hvidtes.
Uanset hvad begrundelsen var, så menes det, at hesten blev hvidtet, men med hvad? Uffe Barsballe Thyssen hævder her, at der var tale om knust pibeler, som brugtes til hvidtning og rensning, og at hesten snarere end at blive malet altså blev renset, så den fremstod i sin naturlige farve. Lise Andersen mener, at den var blevet striglet med wienerkalk, som er en kalkblanding, der normalt bruges til polering. Stig Nielsen har her gjort mig opmærksom på, at alle hvide heste bliver striglet med pibeler for at fjerne de gullige urinmisfarvninger, men derudover mener han, at hans farfar pga. den pludseligt opståede situation med dækkenet, der smittede af, brugte hvad han havde for hånden – han tog noget kalk fra væggen samt noget hvid tit, en slags voks, der normalt bruges til pudsning. Det er en af disse ting, som Prins Knud altså fik på bukserne under ridtet, og som startede historien om, at hesten var malet hvid.
Af øvrige oplysninger, der hersker tvivl om, kan det nævnes, at hesten formodentlig var knabstrupper – en hesterace avlet på det vestsjællandske gods Knabstrup. Stamfaderen var hingsten Thor, der blev født i 1847. Imidlertid skulle hesten være blevet købt af grev Knud Danneskiold-Samsøe i Paris i 1914.
Desuden er der også en tilsyneladende uenighed om dødsårsagen. Thyssen hævder, som jeg også har skrevet, at hesten blev skudt, fordi den havde dårlige ben, hvorimod Stig Nielsens farfar har fortalt ham, at den blev slået ned – i øvrigt af farfaderen selv – da den havde en sygdom, der gjorde, at bl.a. hovene smuldrede.”
Kongen sparket af
Selve datoen den 10. juli 1920 er den egentlige genforeningsdag, og det var den dato, Christian X red over den gamle grænse på hvide Malgré Tout. Men genforeningsfesten i Sønderjylland var ikke slut den dag.
En anden myte om Malgré Tout var, at det lykkedes den at sparke kongen eller ligefrem kaste ham af. Men det er måske ikke helt sandt. Vi ved det ikke nøjagtigt, men her følger en skildring af, hvordan genforeningsfesten fortsatte dagen efter – også med kongen som central figur:
Den 11. juli holdt Christian X blandt andet sit indtog i Haderslev. Det skete imidlertid ikke uden dramatik. Om morgenen kørte den kongelige bilkortege fra Christiansfeld mod Haderslev. Denne kortege passerede undervejs gennem adskillige æresporte, som var rejst af lokalbefolkningen. Men selve indtoget i Haderslev skulle forgå til hest. Derfor ventede der lidt uden for byen to rideheste.
Et øjenvidne beretter: ‘Da Kongen ville bestige hesten, blev den urolig. To gange forsøgte Kongen at stige op, men forgæves. Tredje gang lykkedes det, men i et bukkespring kastede den Kongen af, sprang over ham og sparkede ham med baghoven på den indvendige side af venstre lår, lige over knæet. I faldet havde Kongen tillige stødt højre ankel og venstre ben neden for knæet. Trods uheldet steg Kongen resolut op på den anden hest og red på den frem mod byen, hvor foran en æresport borgmesteren holdt en tale. Dagen efter indtrådte imidlertid en smertende blodudtrædning i kongens højre knæ’.
Disse bukkespring kan efterfølgende i historiens dis uretmæssigt være tillagt Malgré Tout.
Genforening eller…?
Og så lidt nørderi for historieinteresserede:
Genforeningen er i øvrigt slet ikke en genforening. Dengang i 1920 udtalte daværende statsminister Niels Neergaard: ”Sagen er, at aldrig i vor tusindårige historie har Sønderjylland været ét med Danmark. Først nu sker det efter sønderjydernes egen lykkelige vilje”.
Når man alligevel taler om Genforeningen som den officielle betegnelse, så skyldes det, at man trods alt fokuserer på det forhold, at de dansksindede sønderjyder (dem var der flest af i området) i 1920 blev forenet med den nation, som de følte sig knyttet til og hvis monarki de fra 1815 til 1864 havde været en del af, idet i denne periode havde det danske monarki bestået af kongeriget Danmark samt hertugdømmerne Lauenborg, Holsten og Slesvig.
Tekst: Allan Loft
Foto: Kjeld Mikkelsen
