I 2016 nedsatte DBU en Kvindekommision med Helle Thorning-Schmidt, tidligere statsminister for Socialdemokratiet, nu CEO i Save the Children som formand samt Lykke Friis, prorektor på Københavns Universitet og tidligere klima-, energi- og ligestillingsminister og Christian Stadil, ejer af Thornico A/S og hummel som næstformænd.
Formålet med kommissionen er at få flere piger ind i fodboldens verden – at højne kvalitet og kvantitet inden for kvindefodbolden, hvilket i udstrakt grad sker i udlandet. DBU ønsker ikke at stå tilbage for den udvikling.
Kommissionen skal
- bidrage med initiativer, der skal sikre udviklingen af pige- og kvindefodbolden i Danmark
- koncentrere sit arbejde om alt fra kommercielle partnere, græsrødder, faciliteter og samfundet som helhed
Kommissionen er
- nedsat på baggrund af projekt Pigernes Stemme – et forskningsprojekt blandt 13-16-årige fodboldpiger, der påviste at pigerne føler sig underprioriterede i sporten i forhold til drengene
Mandag den 9. april, nogle timer før landskampen mellem Danmarks og Ukraines fodboldkvinder fløjtes i gang på Viborg Stadion i bestræbelserne på at samle VM-kvalifikationspoint, offentliggør Kvindekommissionen sin rapport.
DR-Sporten fortæller søndag den 8. april, at et af punkterne i kommissionens rapport er, at de klubber, der har superligahold i herrefodbold i Danmark, skal forpligte sig til at skabe et elitehold for kvinder – ellers er det exit fra herrefodboldens fineste række.
Selvsagt et debatskabende punkt. Her på sitet vender vi tilbage med mere, når den endelige rapport foreligger for offentligheden.