Søndag den 13. oktober var Navy Seal-datteren Diamond Dust E M en tur på banen i Billund, hvor hun sidst på formiddagen gik et hurtigarbejde for René Kjær.

René Kjær forklarede efterfølgende hoppens opdrættere og ejere, Mikael Poulsen og Tina Eskesen, at hesten gik fint og efter hans mening nu var klar til Rutineløb.

– Det var vi glade for at høre, lyder det fra Mikael Poulsen, der til daglig er med til at drive en tømrerforretning med 10 ansatte i Gørding, der ligger nede på Esbjerg-kanten. Her bor han sammen med Tina på et landsted med hestebokse og træningsbane rundt om. I øvrigt tæt på Stutteri Cloc som har lært Mikael at køre heste i begyndelsen. Parret har nemlig travheste som hobby, og de huser lige nu otte travere omfattende føl, følhopper og løbsheste.

Det har ikke altid været en dans på roser at have travhestene. 

– Hestene fik skader, og præmieindtægterne stod ikke mål med udgifterne. Især syntes vi, det var udfordrende at opdrætte heste. Her er økonomien træls, og vi har nu besluttet at holde med den del og kun fortsætte med løbshestene.

Endelig kom der lidt lys for enden af tunnellen i sommers da de fik gang i den tyskopdrættede vallak Alvin C G, hvis afstamning dog er amerikansk med stænk af italiensk og fransk blod, og dens præstationer gav dem ligesom gnisten tilbage.

Gennem tiden har de haft heste som Obella Max, Threeshot, Salerno, Tarantino og Astana. 

– Vi kom ind i sporten gennem en god bekendt og vi blev mere og mere bidt af det, forklarer Mikael Poulsen.

– Vi træner selv herhjemme, hvor der kommer et par piger og hjælper. Jeg nyder bare at sætte mig op at køre langsom træning på vores egen bane eller en tur på Rømø strand. Så kan man koble helt af, lægge telefonen til side og få al stress og jag ud af hovedet, beretter Mikael Poulsen og udpensler:

– Med hensyn til hurtigarbejder og tilkøring allierer vi os med professionelle. 

Med Søren Johansson har vi gennem årene haft et fortrinligt samarbejde. Siden sommeren har vi haft Rene Kjær til at kører vores heste hvilket vi er rigtig glade for.

– Vi har netop leveret Diamond Dust E M’s mor Salerno (v. Ens Snapshot) tilbage til sin opdrætter, Torben Christiansen i Biersted, ligesom han har fået Tarantino tilbage, hvilken han også har opdrættet – idet vi som nævnt stopper med opdræt. Begge heste var ramt af kroniske skader som gjorde at de blev følhopper. Vi har to føl fra i år. En efter Salerno (Wishing Stone) og en efter Air Born Sisu (Classic Photo). Vi får et sidste føl til næste år efter Air Born Sisu (Michaels Turn) men så stopper vi med opdrætteriet og koncentrerer os om løbshestene.

Parret er spændt på, om Diamond Dust E M nu kan følge i Alvin C G’s fodspor og berige dem med glæder.

René Kjær tester Diamond Dust E M på Billunds oval

– Vi har passet på Diamond Dust E M derhjemme efter hun fik lidt ben-problemer, men vi tror, det har sat sig og ikke var noget alvorligt. Sidste år startede hun to gange med en sjetteplacering som bedst og 600 kr. på kontoen. Nu ser vi frem mod hendes livs tredje start. 

Alvin C G har her medio oktober i år – og i øvrigt også i alt – startet fire gange med to sejre og en tredjeplads med knap 27.000 kr. på kontoen som resultat.

Foto: KM FOTO